Pudel
PUDEL pelspleje
Din pudel skal have pelsen børstet mindst én gang om ugen. Helst hver dag, når den er hvalp, så du vænner den til en hyggelig pleje. Væn også din hund til, at du må se tænderne. Børst dem dagligt med hundetandpasta. Tjek også poter, negle, øjne og ører.
Hvor tit skal din pudel klippes?
Din pudel skal klippes ca. hver 2.-3. måned, når du selv klarer den daglige pelspleje. Men tag din pudel med til din hundefrisør og få gode råd og vejledning om, hvad der er bedst for din pudel.
Hvilke redskaber bør du anskaffe?
- Pigbørste
- Karte (børste med bløde stålpigge)
- Kam (god afstand mellem tænderne)
- Ved børstning i lang pels, bør du anvende udfriserings-spray, så pelsen skånes mest muligt
Spørg din hundefrisør, så du anskaffer de helt rigtige redskaber.
Sådan er den daglige pleje
Lær din hund at ligge eller stå på et bord. Hunden skal op i højde, så du selv står godt for det. Læg et skridsikkert underlag på bordet, så hunden står fast. Det letter også hundens besøg hos hundefrisøren og hos dyrlægen, når din hund er vænnet til at stå på et bord.
Din pudels pels skal børstes i alle retninger, så støv og snavs fjernes. Det vigtigste er, at du børster helt ned til huden. Ikke kun det yderste lag pels. Det er lettest, hvis du deler pelsen i skilninger og børster et lille stykke ad gangen, så du hele tiden kan se huden i skilningen. Hvis børsten sætter sig fast i pelsen, skal du børste videre indtil børste og kam let glider gennem pelsen.
Sådan vaskes din pudel
Ved brug af en god hundeshampoo, evt. også balsam, kan din pudel vaskes så ofte du synes. Men husk, at den inden badet skal være børstet helt igennem.